Hvem er Bjarne Holm?
Bjarne Holm er bare for meget, heldigvis.
Bjarne Holm - en livsnyder
Et kursus eller en rejse med Bjarne Holm er ofte en overraskende totaloplevelse. Arrangøren er langtfra nogen almindelig turguide. Han har styr på logistikken, men opfører sig på skift som rejseleder og som gæst: Han nyder, griner, spiser, drikker, lytter og diskuterer som alle os andre, og uden at nogen opdager det, smutter han lige ud for at checke, at bussen til i morgen er på plads.
Manden slår ud over for talent
Bjarne er gammel københavnerdreng, bor pt. ved Vestkysten og kender derfor adskillige sider af folkesjælen. Han var på vej til at blive skuespiller, har fungeret som lærer på en navigationsskole, arbejdet som højskolemand, er en udmærket sanger og stemmepædagog, og en fremragende formidler, altid sulten efter viden og altid i gang med at lære nyt. Han kan diskutere Puccinis privatliv, Dostojevskis menneskesyn og menukortet på Kong Hans. Han er (ifølge sig selv) en glimrende kok, har dertil studeret både arabisk og harmonika og påstår, at han kan imitere både Dirch Passer og Louis Armstrong. Han er imidlertid ikke nogen pauseklovn, men en lidenskabelig ambassadør for den ægte kunst. Manden slår ud over for talent, samlerpå store og små personligheder, og elsker folk, der er sig selv uden at skele det mindste til deres alder, uddannelse eller årsindkomst.
Brokkehoveder er slet ikke velkomne
På hans kurser og rejser er der plads til meget også kritik - men ikke til surhed. Brokkehoveder er slet ikke velkomne, men med et kærligt modspil fra kunderne skaber Bjarne på tur efter tur en munter og rar stemning, der får også stille gæster til at blomstre og vise deres positive sider. Operarejserne er tilbud om kulturelle og sanselige luksusoplevelser. Men da arrangøren er alt andet end snobbet, er der bestemt ikke forbud mod skæg undervejs. Det handler om uimponeret respekt for alt det, som gør livet værd at leve. Vi gamle gør en indsats for at alle også de nye gæster, skal føle sig som del af et fællesskab, men har nogen mere lyst til at gå på opdagelse på egen hånd, bliver det respekteret naturligvis. For Bjarne Holms rejser handler aldrig om tvang, altid om oplevelse og glæde.
Af Claus Johansen
Kontakt
| - telefon: | 75 21 00 36 |
| - mobil: | 28 50 30 70 |
| - skype: | 36 98 11 40 |
| - email: | info@bjarneholm.dk |
Manden bag
Et kursus eller en rejse med Bjarne Holm er ofte en overraskende totaloplevelse.
Bugré / Barbarossa
Fremragende højtalere til opera: www.barbarossa.dk
